Haiti har siden dets begyndende revolution ved slaveoprøret i 1791 og dets efterfølgende selvstændighed i 1804 været et problem for det meste af “verdenssamfundet”. På den ene siden inkarnerede det det lighedsideal, som både inspirerede og mobiliserede den amerikanske og den franske revolution. Og dog var den haitianske revolution “for meget”, fordi den ubetinget realiserede idealet. Haiti inkarnerede excessen i lighedsidealet: at det kunne gælde alle, selv de sorte slaver! Alle efterfølgende forhold til og i Haiti (fra den interne parasitiske neofeudale elite til udenlandske koloniale interesser) har bestræbt sig på at dæmme op for og standse den folkelige fordring om lighed.

Hvorfor tale om lighed og om fjerne hændelser, der fandt sted for over 200 år siden, nu hvor 100.000 eller flere er døde og millioner er hjemløse i den forfærdelige katastrofe på Haiti? Den retorik, der går sammen med indsamlingen og mobiliseringen af nødhjælp, taler også om lighed. Men om en anden lighed. Den lighed der ligger i vores fællesmenneskelige skrøbelighed og dødelighed. Som Præsident Barack Obama skrev i sin artikel ”Why Haiti Matters” i Newsweek: ”But it is also in these moments, when we are brought face to face with our own fragility, that we rediscover our common humanity. We look into the eyes of another and see ourselves.” Det er altså først vores fælles modtagelighed over for ødelæggelse, der forlener os med lighed.

Man kunne måske foranlediges til at tro, at katastrofen, kaosset og det enorme antal døde, kunne kategoriseres som det reelle i psykoanalytisk forstand, en pludselig traumatisk indtrængen af uforståelige og uregerlige kræfter. Men denne konklusion er for hurtig. Med katastrofen er Haiti faktisk blevet symbolisérbar og kategorisérbar i vores fælles almene bevidsthed (set gennem medierne). Det er et land reduceret til at skulle holdes i live, åbenbaret som et nødlidende land, vi kan relatere os til på det symbolske plan. Katastrofen har paradoksalt nok indplaceret Haiti i et forståeligt verdensbillede.

Før katastrofen var Haiti uplacerbar, fanget i en kompliceret netværk af intern undertrykkelse, paramilitære kræfter, neoliberale ”strukturelle justeringer”, hundrede ukoordinerede NGOer osv. Det var således Haiti før katastrofen, der var reel: på den ene side var den (1) excessen af lighed og på den anden side (2) et sted for udøvelsen af den obskøne bagside af neoliberalismen (fx CIA-financiering af militær til undertrykkelse og nedkæmpning af oprør for at sikre mikroskopiske lønninger, minimale toldtariffer, økonomisk “stabilitet” og privatiseringer). Haiti var altså et knudepunkt eller en kampplads for både den reelle exces i vores hævdvundne idealer om lighed og den reelle obskøne bagside af det globale økonomiske system.

Før katastrofen kunne de fleste “almindelige borgere” i Vesten ikke relatere sig til det kaotiske Haiti. De manglede det Fredric Jameson kalder “cognitive mapping”: det som kunne placere Haiti i en meningsfyldt verdensbillede. Jørgen Leths Haiti-film fra 1996 hedder meget sigende “Haiti: Uden titel”. At filmens titel er “Uden titel” henviser til dens fragmentariske indhold, optaget over en årrække, hvor Haiti både oplevede den folkelige bevægelse Lavalas (med Jean-Bertrand Aristide i spidsen) opnå overvældende flertal i parlamentet og håb om bedre tider, til det blev væltet af militærkup, til genindsættelsen af Lavalas-regeringen, den amerikanske invasion og al mulig voodoo og kokkedøtre. Hårdknuden, som er Haiti, kan ikke summeres under en titel. Haiti er en mærkelig størrelse som ikke kan indfanges. Haiti er i den vestlige bevidsthed “uden titel”. Med katastrofen har Haiti fået en klar titel: katastrofeoffer.

Denne titel har bragt Haiti til vores bevidsthed (læs: i medierne). Den gør det muligt at relatere til Haiti-som-katastrofeoffer. Måske har mange et behov for at “gøre en forskel” ved verdens problemer, men mangler koordinaterne til at overskue situationen. Derfor er nødhjælpen den eneste åbne vej, det eneste symbolske koordinat, der tillader én at udøve en slags hjælp. Røde kors samler jo ikke ind til at bekæmpe neoliberalismens indgreb, der forarmer befolkningen og forvitrer offentlige investeringer, så de fleste bor i slum, der ikke kan modstå jordskælv. Den eneste mulige kanal for almindelige mennesker er nødhjælp, ingen anden mulig relation til de ekskluderede lande er symbolsk åben. Det er umuligt at bekæmpe den reelle effekt af neoliberalismen med nogen som helst form for indsamling. Til dette kan kun den reelle exces i den folkelig kamp for ligheds formå noget. Om der kunne opnås en bred opbakning til denne “reelle” hjælp i lige så høj grad som til den symbolske indsamling og nødhjælp er lidet sandsynligt. Spørgsmålet er således, om Barack Obama vil genkende sig selv, når han, i stedet for det nødlidende haitianske folk, ser det haitianske folk i øjnene, der forlanger demokrati og inklusion i dets lands skæbne?

Ikke blot en patriarkalsk og undertrykkende betegnelse, som kunne siges at beskrive noget essentielt ved halvdelen af verdens befolkning. Men et kampråb, et håb: om ligestilling og lighed for alle, også de hidtil oversete kvinder.

Men lidt mere endnu: Freuds opdagelse ang. seksualiteten siger, at ethvert væsen – for så vidt som det udvikler sig til almindelig, seksuelt fungerende person – starter med at fortrænge sin kvindelige side godt og grundigt (primær fortrængning). Enhver af os starter i virkeligheden som en ”mand, der har fortrængt sin kvindelighed.” Således opnår fordringen om ’kvinde-lighed’ et ægte universalistisk potentiale: inderst inde er vi lige (kvindelige).

Men lidt mere endnu: Efter puberteten udvikler nogle af os (igen – cirka halvdelen) en feminin identitet. Mens mandligheden består i en fortrængt kvindelighed, udvikler kvinden sig i form af en dobbelt fortrængning: først fortrænges kvindeligheden, så fortrænges mandligheden. Sidenhen bliver den feminine identitet et forsøg på enten at genopnå en (ur)fortrængt kvindelighed eller at udvikle en helt ny type. Således ’kvindelighed’ som stræben efter en lighed med det oprindelige billede, men netop en lighed der aldrig bliver sammenfaldende – altid blot ligner.

Sagt på en anden måde: kvindeligheden er et udtryk for, at ligheden mellem lige-mænd, aldrig helt bliver lige nok. Ligheden bliver en fordring.

Kanon-regeringen barsler med endnu en kanon.

Nu skal naturen skrives i mandtal og skolebørnene skal lære noget om, hvad det vil sige at være dansk, når man også er "natur". Hvilke fisk, planter, osv. er de mest "danske"? Det er også på tide, for vi er som bekendt under et voldsomt angreb for tiden: Dræbersnegle, dræbergobler og nu senest ingen ringere end den hvide haj truer med at underminere Den Danske Natur.

Det er naturligvis ironisk, at netop den regering, der har gjort grin med miljøbevægelserne siden den tiltrådte, nu ser den det som sin opgave at kanonisere den natur, den i sin daglige dont systematisk tilsidesætter. (Og måske er den ironiske distance til det, den siger, netop denne regerings stærkeste kort - vi ved efterhånden godt, at den mener det, den siger, for sjov). Landbrug og industri har systematisk haft forrang i enhver politisk afgørelse, hvor noget virkelig stod på spil. Hvis man f.eks. for alvor ville "naturen" i Danmark noget godt, skulle man se på den kemiske forurening, landbrugets udledninger, den globale opvarmning, destruktive fiskerimetoder og den biodiversitetsforarmende monokultur, som ikke mindst fremmes af GMO-afgrøder, der ses som løsningen på fødevarekriser overalt, hvor de måtte opstå.

Men spørgsmålet er naturligvis, hvad man definerer som "natur" - dét bliver det mest interessante ved den ventede kanon til næste år: Hvilken definition af "natur" vil udvalget bruge for at retfærdiggøre, at der er noget at glædes over? Måske kan regeringen reddes af én af to mulige varianter:

Man kan vælge at sige, at dansk natur skal defineres som det, der i folkedybet huskes og erkendes som virkelig hyggeligt og god gammeldaws natur. (Det giver ganske vist problemet med storken, der ikke længere har frøer at æde på grund af forarmelsen, men alligevel). Vi må kunne skabe et billede af en autentisk dansk natur, som vi alle skal være glade for at vi stadig har - synes ideen at være. Her kunne man måske tilbyde regeringen et forbillede i den tyske Reichsnaturschützgesetz fra 1935, der var bestilt af Hitler selv for at lovfæste, hvordan den tyske natur skulle beskyttes mod udenvælts fjende.

Eller man kunne tage lære af en anden tysker, Immanuel Kant, der definerede natur som "det hele", men dymanisk forstået - dvs. i modsætning til verden (som er det samme, men matematisk forstået). "Verden" var for Kant "det matematiske hele af alle fremtrædelser og totaliteten af deres syntese", mens "naturen" var "den selv samme verden [...] for så vidt den betragtes som et dynamisk hele". Det vil sige: Naturen er det hele, men kun for så vidt som dette hele betragtes dynamisk, det vil sige, som det forandrer sig. I denne fortolkning er det hele, alt, altså naturligt - hvilket man kunne kalde "natur-lighed": Der er ikke mere natur i en stille bæk end i et rave-party i hovedstaden - nærmest tværtimod: den anden ville formentlig skulle betragtes som mere dynamisk... Således ville regeringen passende kunne vælge de mest dynamiske elementer af Danmark, som de mest "naturlige". Og i det tilfælde ville regeringen med god grund kunne insistere på at servicesektoren skulle være nummer ét på den nye naturkanon: Dels er denne sektor så sent som sidste år blevet kåret af Dansk Erhverv som den mest dynamiske; dels har den stort anlagte kommunalreform som bekendt skabt betingelserne for en massiv udlicitering af den offentlige sektor - nu kan det for alvor betale sig at byde ind på målelige, registrerede opgaver (ikke for ingen ting har hjemmehjælperne skullet tage tid på deres støvsugning), siden der er blevet lavet kommunale enheder store nok til at man virkelig kan give et godt tilbud.

Med andre ord - naturkanonen har tre mulige udkommer:

- Reichsnaturschützgesetz

- ISS

- eller løgn.

Man kunne umiddelbart tro, at "hjerte-lighed" betyder, at alle skal have lige adgang til et hjerte, også når de bliver syge eller deres (gamle) hjerte går i baglås. (Derfor ville hjertelighed som politisk princip formentlig implicere, at alle også automatisk skulle betragtes som (potentielle) hjertedonorer. Hjerte-lighed for loven).

Men i virkeligheden betyder ordet, at der er lighed i hjerterne. "Hjertets renhed er at ville ét", som Kierkegaard sagde. Hvor dette ofte, og med god ret, fortolkes som Kierkegaards understregning af subjektiviteten som den enkeltes noget afsondrede forhold til det absolutte, får citatet en anden drejning med hjerte-ligheden: Subjektivitet er at ville det samme som de andre, der orienterer sig efter den samme begivenhed. Hjertets renhed er at være tro mod begivenheden, og denne troskab er kampen, som subjektet deler med andre subjekter, der orienterer sig mod begivenheden. Hjertelighed er derfor et udtryk for, at en begivenhed har fundet sted.

1. Forlænget spilletid i lerdueskydningskonkurrence.

2. Årsag til forvirring i brevdueslag, når en stor mængde duer kommer hjem på samme tid, og man netop desperat står og skal bruge én bestemt besked. (I værste fald en undtagelse til Lacans regel om at "brevet når altid frem til sin adressat").

3. Søren Ryge Petersens princip, da han kværkede en due for åben skærm. Det sker alligevel, og vi kan lige så godt vise det på tv, så folk kan lære at gøre det ordentligt, syntes han at tænke. Duer bliver aflivet, og nogle gange bør man aflive dem. Set fra duens synspunkt: Med eller uden tv - det kan være det samme! 

Enlige mødre, plejehjemspersonale, narkomaner og fiskere der har holdt sig til reglerne, er nogen af dem, der har meget besvær. Måske deres besvær burde deles en smule ud til filosoffer, professionelle golfspillere og nogle af de erhvervsfolk, der får i gennemsnit 50.000 kr. for at deltage i et bestyrelsesmøde?

Hvad nu hvis lighed ikke handlede om, at alle skal have bestemte minimumsrettigheder og -ydelser, men at alle skulle have en lille smule besvær? Man kunne overveje at lægge deciderede forhindringer ind i nogle liv...

For at illustrere hvor idiotisk det er at sige, at "USA er det bedste land i verden" (især hvis man aldrig har været udenfor landets grænser) har den amerikanske komiker Bill Maher sammenlignet det med at sige "Min kone er den bedste kone i verden." Hvilken blasert, ja nærmest meningsløs ting at sige: 

I have the greatest wife in the world. Not just the one best suited for me, but the grea-test wi-fe in the world... And if you could have MY wife, you would KILL your wife!

Maher viser eller hævder i sin analogi (gennem en slags reductio ad absurdum) implicit det, man kunne kalde mage-lighed: Mager er gode mager for dem, de er mager til. En simpel indsigt med vidtrækkende konsekvenser. Tænk hvis man kunne indse og acceptere at ens mage ikke behøver være "verdens bedste" for at være den uerstatteligt eneste for én. Min kone er netop "the one best suited for me" uanset hvad du mener om det, og uanset hvem der vinder konkurrencen om verdens pæneste bryster (sjovt nok iøvrigt at den slags konkurrencer altid kun udkæmpes mellem amerikanske kvinder, som regel bosiddende i Hollywood - hvorfor skulle verdens pæneste bryster ikke befinde sig i Vietnam?). Hvis jeg elsker hende, er hun the one best suited, uanset hvad der ellers udbydes rundt omkring af kropsdele og præstationer. Med mindre hun ligefrem gør sig u-mage.

Har vi her i virkeligheden det singulært universelle? Der er principielt mage-lighed, men ikke desto mindre er netop min mage den bedste for mig. Det universelle er singulært vil sige: Det viser sig netop her. Overalt.

Enhver har ret til et sæde. For eksempel i bussen. Selvom nogen godt kan lide at stå op, i hvert fald ind i mellem, skal det være muligt for dem at komme til at sidde ned. Transport kan ikke kun være for dem, der har råd, og ingen har ret til at bestemme, at nogen skal sidde på dårligere pladser end andre. Rosa Parks var en stor, banebrydende forkæmper for sædelighed.

I dag skal sædelighed måske snarere diskuteres i forhold til klimaforandringerne? Alle har ret til siddende transport - hvert sæde tæller. Dermed bliver tomme sæder (i de mange enpersoners biler) til et politisk problem. Har nogen ret til fire sæder, når andre ingen har?

Vi løser problemet i minde-lighed, dvs. vi lader hver vores minder gælde lige meget. Vi finder en løsning, der passer på begge vore historier, som ikke kræver at vi ofrer vore minder.

Eksempler på nogen, der kunne have gavn af at øve sig på mindelighed: hysteriske (især jaloux) kærester, indebrændte hævntørstige koldkrigere, selvretfærdige folk fra fattige kår og nybagte forældre, der tæller alting i før og efter barnets fødsel.